De Velvillige af Jonathan Littell er ikke en letlæst bog. Jeg læser som oftest 3-5 bøger om måneden, det tog mig ca. et halvt år at komme igennem de knap 900 sider.
Det er en tung bog, længdemæssigt, skrivestilen og temaerne.
Forfatteren benytter sig meget af "stream-of-consciousness", hvilket resulterer i sætninger der fylder en side og passager som er adskillige sider lange uden afsnit. Dette er tilsammen med sprogbruget med til at gøre romanen tung at læse, man skal virkelig koncentrere sig om den.
Temaerne i bogen er utrolig grove, ikke nok med at bogen omhandler de ufattelige grusomheder begået under anden verdenskrig imod jøderne/polakkerne/russerne/de psykisk syge etc. etc., så omhandler den også hovedpersonens egen psykose (som vi især ser udfoldet til sidst i bogen), hans incestuøse forhold til hans tvillingesøster og hvordan det i det hele taget har påvirket hans seksuelle tankegang og tilbøjeligheder.
Især i starten af bogen følte jeg en stor forståelse for hovedpersonen, en kulturel og dannet mand, men tilsidst følte jeg kun afsky.
De sidste 100 sider læste jeg mest af alt fordi jeg havde læst de første 800, jeg følte at forfatteren gik over stregen og at det blev for meget.
De Velvillige er en provokerende bog, en tankevækkende bog, men jeg vil bestemt ikke anbefale den til alle. Det er ikke en bog som vil efterlade dig med en god fornemmelse, snarere en opgivenhed overfor så megen ondskab i verdenen.